Nærvær
Vi kigger dig i øjnene
Øjenkontakt. Det er vigtigt for os. Det siger selvfølgelig sig selv. Vi er optikere. Vi er nødt til at kigge dig i øjnene, for at vide hvilken styrke du har brug for. Vi er nødt til at kigge dig i øjnene, for at vide hvad der får dig til at se godt (ud).
Men øjenkontakt er især vigtigt, da det skaber nærvær. Og ud over kompetencerne til at foretage en grundig synsundersøgelse, samt slibe og montere et glas til perfektion, er nærvær i vores “optik”, den vigtigste kompetence en optiker skal have.
Nærvær er vigtigt, da god service og rådgivning kræver nærvær. For os handler service og rådgivning om mere end at kunne give dig den rigtige styrke. Det er afgørende, naturligvis. Fundamentalt. Men det er også vigtigt, at du får de rigtige briller eller linser med hjem, så du både ser godt, og ser godt ud, og at du har haft en god oplevelse med at vælge dem.
Værksted
Håndværk og traditioner
Når man har næsten 100 års historie, er det med til at sætte rammerne for hvem vi er. Vi har vores eget værksted, fordi vi elsker at dyrke håndværket og traditionerne.
Her sliber vil selv alle vores glas, som oftest mens du venter. Vi har også værktøjet og erfaringen til at lave den slags reparationer, som de fleste andre optikere giver op på. Og så har vi kælderen fuld af de flotteste ubrugte vintage stel.